post

Flag: Nederlag i premieren og optakt til weekendens kampe

Weekenden bød på desværre på nederlag til både Tomahawks II og III. Tomahawks II mødte først Copenhagen Barbarians. Efter en skidt start, kom Tomahawks bedre med i 2. halvleg, som blev mere lige. Resultatet blev dog 56-12 til Barbarians. Den efterfølgende kamp mod Copenhagen Creatures blev modsat en meget tæt affære, hvor holdene fulgtes ad det meste af vejen. Kampen bød på en masse gode aktioner, bl.a. flere interceptions af Jonathan Marquard. Kampen blev afgjort til allersidst, og endte med en kneben 35-32-sejr til Creatures.
Tomahawks III blev i deres kampe løbet over ende af to modstandere, der begge var bedre på dagen. Dog fik pigerne sat point på tavlen i begge kampe, og viste gode takter, som lover godt for de kommende kampe. Nederlagene lød på 6-27 mod Barbarians og 19-60 mod Typhoons.

Flag Nationalligaen – Tomahawks I
Valby Idrætspark (hos Nighthawks), Julius Andersens Vej 1, 2450 København SV
13.00 vs. Nyhavn Nighthawks
Hjemmeholdet Nighthawks har især én spiller, som alle frygter. Navnet er Michael Svane, og han er en af de mest komplette flag football-spillere i landet. Ud over at være en atletisk og helt igennem fremragende receiver, er han en sand ballhawk fra sin dybe safety-position. Spiller Svane godt, spiller Nighthawks også godt. Det er derfor op til Tomahawks’ offense og defense at Svane ikke kommer i gang. Nighthawks er i øvrigt spækket med gennemrutinerede spillere, som har spillet sammen i mange år. De lader sig sjældent hyle ud af den, så der venter en svær premierekamp for et ungt og uprøvet Tomahawks-mandskab.
Tomahawk to watch: #27 Mark Standland

14.15 vs. Copenhagen Barbarians
Barbarians stiller med en trup, som ser noget anderledes ud end sidste sæson. En del nye spillere er blevet kørt ind på holdet hen over vinteren, hvor Barbarians har trænet sammen med Tomahawks på kunstbanen i Valby. Det bliver spændende at se, hvilken impact de nye ansigter vil få på holdets styrke. Kan man undgå de mange skader, som holdet var plaget af i foregående sæson, kan Barbarians igen komme til at spille med om medaljer, som tilfældet var i sæsonen 2013. Barbarians har flere dygtige spillere, men der skal især holdes øje med Silas Juhlin, som er en yderst kompetent receiver, mens Tomahawks’ offense for alt i verden ikke må få spillet safety Joachim Engell varm. Sker det, kan det gå hen og blive en meget lang kamp for Tomahawks.
Tomahawk to watch: #81 Jonas Schiøth