Copenhagen Tomahawks tager i weekenden hul på flagsæsonen. Efter en lang vinter på både den indendørs og den udendørs træningsbane, er vi som køer, der venter på at komme på græs.
Meget er sket siden sidste sæson. Både Tomahawks I og II er rykket og i hhv. Nationalligaen og Kvalifikationsligaen. Begge hold har en svær sæson i sigte, men har arbejdet intenst for at blive klar til det nye niveau, de hver især skal spille på.
Tomahawks III er blevet i 2. division øst, men har til gengæld udvidet truppen. Deres mål for sæsonen er at hive endnu et danmarksmesterskab hjem, når kalenderen rammer september.
Vi håber, at alle vores fans vil komme og støtte os både på hjemme- og udebane. I denne weekend ser kampprogrammet således ud:
Kvalifikationsligaen – Tomahawks II
Fendelpil Fortress (Gentofte Sportspark), Ved Stadion 6, Gentofte
10.30 vs. Copenhagen Barbarians II
Hvis Christian Weber spiller QB, er de et meget ubehageligt hold. Hvis deres nye quarterback-prospect Jeppe modtager snappene, er de bestemt til at tale med – således skulle Barbarians II bruge næsten en hel kamp på at score mod Tomahawks II’s disciplinerede forsvar i forgangne weekends træningsturnering.
Som med alle 2. hold er det altid lidt uvist hvilken blanding af spillere, der dukker op – men uanset lineuppet er det to hold fyldt med spillere der kender hinanden rigtig godt fra fælles træninger over vinteren
Tomahawk to watch: #34 Stefan Christensen
11.45 vs. Copenhagen Creatures
Et af de to ældste hold i Danmark. Siden 2003 har Creatures med lige dele fandenivoldskhed, taktisk snilde og til tider hårdt spil været en stabil del af ligaen. De har dog forsømt at forynge sig mærkbart, men tag ikke fejl: stammen af spillere har spillet sammen siden den spæde start.
QB Christian Menke og WR Marc Peters (også S for Herlev Rebels’ tacklehold) har rutinen til at sætte mange point på tavlen – noget Tomahawks I i de grad fik at føle i 2014.
Creatures er klare favoritter, men da de med stor sandsynlighed spiller sammen for første gang i 2015 på søndag, er der bestemt muligheder for Tomahawks II.
Tomahawk to watch: #24 Magnus Lauesgaard.
2. division øst – Tomahawks III
Næbdyr Ground, Bredelandsvej 20, Emdrup
11.45 vs. Copenhagen Barbarians III
Barbarians III har trænet med Tomahawks på kunstgræsset i Valby en stor del af vinteren. Hvem der har fået mest ud af fællestræningerne vil vise sig i denne kamp. Barbarians kan mønstre den største bruttotrup blandt de danske flag-klubber. Derfor får Tomahawks’ pigehold (forsvarende Danmarksmestre) rigeligt at se til. De er dog godt rustet, og har over vinteren forstærket sig med både nye og kendte spillere. Denne kamp vil vise, om de nye er nået at blive spillet ind på holdet.
Tomahawk to watch: #25 Susann Gröbner
14.15 vs. Rødovre Typhoons II
Typhoons fortsætter ufortrødent med at stille med både første- og andethold på trods af en smal trup. Det kan udnyttes til Tomahawks’ fordel, og pigerne er opsatte på at vise, at de ikke overgiver sig uden kamp. Typhoons har desuden en ny mand som quarterback, og kan han presses til at lave de svære kast, kan pigerne drage fordel af deres dygtige defensive backs.
Tomahawk to watch: #86 Cirkeline Martinussen