Efter en lang tur til Nordjyllands hovedstad, spillede Copenhagen Tomahawks lørdag en vigtig oprykningskamp mod AaB 89ers, der var endt sidst i Nationalligaen efter en sæson, som har budt på ni nederlag og én sejr.
Tomahawks stillede på dagen med en smal trup grundet afbud og skader. En del spillere spillede derfor på nogle uvante positioner.
De to hold kendte på forhånd ikke meget til hinanden, og det kom til udtryk i kampens begyndelse. Begge holds første drives endte uden resultat. På 89ers’ puntforsøg dybt på egen banehalvdel fik Brian Mortensen dog en hånd på bolden, og Tomahawks fik derfor et godt udgangspunkt for deres næste drive. På andet play fandt Rasmus Carøe, der på dagen spillede quarterback, den lynhurtige receiver Jacob Fabricius. Den efterfølgende 2 point conversion var dog incomplete, så stillingen forblev 6-0 til gæsterne fra København.
Nordjysk comeback
Nordjyderne kom sig dog hurtigt over chokket og fik scoret to touchdowns før pausen. Begge kom efter løb, først et kort løb gennem op gennem midten, og dernæst på et langt i banens venstre side. Stillingen var derfor 12-6 til aalborgenserne.
I anden halvleg viste 89ers, at der trods alt er forskel på landets bedste og næstbedste række. På trods af flere gode forsøg fik 89ers’ forsvar hver gang lukket ned for Tomahawks’ offensive drives. Samtidig havde de fået justeret deres angreb og udnyttede ved flere lejligheder de muligheder, som Tomahawks gav dem. Midt i anden halvleg gav det udbytte, da AaB’s quarterback fandt en fri Jeppe Thanning og dernæst et løb fra Andreas Brandsen til stillingen 26-6. Dette blev også slutresultatet. Nederlaget betyder desuden at Tomahawks i næste sæson fortsat er at finde i Kvalifikationsligaen.
På trods af nederlaget kan Tomahawks dog se tilbage på en fremragende sæson. Som nyoprykker til landets næstbedste række må det siges at være godkendt at spille med om endnu en oprykning. Med den positive udvikling som holdet har haft, er det da heller ikke helt usandsynligt, at Copenhagen Tomahawks også næste år vil være at finde i toppen af Kvalifikationsligaen.
Vintertræningstider for senior
Seniorholdet holder en kort pause og er tilbage på træningsbanen tirsdag d. 3. november kl. 18.00 til styrke- og udholdenhedsprøven “Severson 360”.
Derefter træner de hver tirsdag og torsdag kl. 18.00-20.00. Vi glæder os til at se både gamle og nye spillere!